---
title: "Termografering af fjernvarmenettet med drone"
date: "2026-11-06"
created: "2026-11-06"
---

[Hjem](https://aarsfjv.dk/)

                    [Nyheder](https://aarsfjv.dk/nyheder)

                [Termografering af fjernvarmenettet med drone](https://aarsfjv.dk/nyheder/termografering-af-fjernvarmenettet-med-drone)

# Termografering af fjernvarmenettet med drone

**I perioden 8. november til 11. december 2026 vil der blive fløjet med drone over Aars, Hornum, Suldrup og Haverslev. Flyvningerne foregår om natten mellem kl. 21.00 og 06.00.**

I den kommende periode får Aars Fjernvarme termograferet fjernvarmenettet ved hjælp af en drone.

Dronen er udstyret med et termisk kamera, som registrerer varmeudstrålingen fra jorden. Målingerne samles i et termografisk billede, hvor områder med unormalt høje temperaturer kan identificeres. Disse områder kan være tegn på varmetab eller utætheder i fjernvarmenettet.

### Flyvningerne foregår om natten

For at opnå præcise målinger skal det være mørkt og koldt. Derudover må der ikke være regn, tåge eller våd asfalt, og vindhastigheden må højst være 8 meter i sekundet.

Flyvningerne afhænger derfor af vejrforholdene, og det er ikke muligt på forhånd at oplyse præcist, hvilke nætter dronen flyver over de enkelte byer.

## Fakta om dronen

Dronen flyver i cirka 80–120 meters højde, og man vil muligvis kunne høre en svag brummen.

Dronen tager ikke almindelige billeder eller videoer, men registrerer udelukkende varmeudstråling. Målingerne vises som farver i et termografisk billede, hvor personer ikke kan genkendes.

***Opgaven udføres af Monithor ApS på vegne af Aars Fjernvarme.***
