Generalforsamling 2018

Generalforsamling.

Fuldt hus, da Aars Fjernvarme berettede om rekordlave priser

Interessen for at deltage i Aars Fjernvarmes generalforsamling på Aars Hotel mandag aften var så stor, at der måtte opstilles flere borde og stole. Formanden, Svend Andersen, kvitterede da også for det store fremmøde – 54 andelshavere – hvilket er det største antal i en længere årrække.
- Kun dengang fjernvarmen skulle tage stilling til et forbud mod at bruge       brændeovne, mødte flere op, sagde formanden.


Næstformand Marius Stubberup, Aars, ønskede efter 18 års bestyrelsesarbejde ikke at fortsætte, og i hans sted nyvalgtes Per Nyborg, Aars. Ernst Pinstrup Sørensen, Aars, og Mogens Holm, Hornum, blev genvalgt til bestyrelsen.


Svend Andersen konstaterede, at fjernvarmen har haft et rigtig godt år.
- Man kan som forbruger hos Aars Fjernvarme glæde sig over rekordlave varmepriser, pointerede formanden. Det er de laveste varmepriser hos Aars Fjernvarme i mands minde taget den almindelige prisudvikling i betragtning. Der er sket nedsættelse af pris for både forbrug og faste afgifter i forhold til det budgetterede.


Aars Fjernvarme har fået gode priser for at behandle affald. Der har været behov for hjælp til kolleger i det jyske.
- Vi har i 2017 afbrændt 51.600 tons affald – den største mængde i mange år. Vi har således hentet seks millioner kr. mere hjem på affaldsbehandling end budgetteret.
Derfor har vi reduceret udgiften til opvarmning af et standardhus på 130 kvadratmeter og et forbrug på 18,1 MWh (Mega Watt-timer) med cirka 1300 kr. till 7940 kr. Det bringer os blandt de billigste fem procent af samtlige fjernvarmeværker i Danmark. Vi har fået 25 millioner kr. for at brænde affald, og vi har betalt 19 millioner i afgifter. Hertil kommer momsen, så det er en god forretning for staten at drive affaldsforbrænding i Aars, understregede Svend Andersen.

Fjernvarmeformanden sagde, at Aars Fjernvarme aldrig har ønsket, at genbrugspladsen i Aars skulle flyttes, kun at adgangsvejen skulle ændres.

Fjernvarmebestyrelsens målsætning er ikke ændret:

- Vort mål er stadig at fastholde stabile varmepriser, men lavere priser er naturligvis velkomne. Men vi skal også indstille os på, at det kan gå den anden vej. I 2019 ændres afregningssystemet for salg af el fra vor turbine og gasmotorerne i Hornum, Suldrup og Haverslev. Hvad der så skal ske, er der ingen, der ved. Grundbeløbet, der er et økonomisk tilskud på 9-10 millioner kr./år, bortfalder dog med sikkerhed ved udgangen af i år, i gennemsnit cirka 1800 kr. pr. forbruger, men der er naturligvis forskel på en stor og lille forbruger.


Svend Andersen oplyste, at antallet af nye forbrugere er steget med 46 til 5497.


- Vi arbejder på at udvide med en ny lagersilo. Opførelsen af den nye silo regner vi med at starte i maj, fortalte Aars Fjernvarmens formand.

Der var ikke den store debat på generalforsamlingen. Dog ønskede Vagn G. Jensen, Aars, at vide, hvad der kom ud af Aars Fjernvarmes deltagelse i et udvalgsarbejde om afgiftsændringer efter skatteministerens besøg hos Aars Fjernvarme for halvandet år siden.


Formanden svarede, at direktør Jan Clement, Aars Fjernvarme, har deltaget i et ministerielt udvalgsarbejde om mere fornuftige afgiftsregler.
- Det faldt os for brystet, at vi skulle betale dobbelt CO2-afgift og blev pålagt ekstra miljøafgifter, når vi foretog miljøvenlige investeringer. Udvalgsarbejdet er afsluttet, og konklusionerne indgår i de afgiftsforslag, som kommer til behandling i år, sagde Svend Andersen.

190318 Marius Stubberupjan Clement Per Nyborgsvend Andersen


Afgående næstformand, Marius Stubberup, (til venstre) får tak og blomster fra formand Svend Andersen, mens direktør Jan Clement og nyvalgte bestyrelsesmedlem Per Nyborg ser til